
Mit barn mobber andre
Det kan være forvirrende og foruroligende at finde ud af, at ens barn har mobbet andre. Som forælder er du forbilledet. Det er altafgørende, hvordan du reagerer.
Forbered dig på samtalen.
Hvis dit barn bliver anklaget for mobning, skal du tage situationen alvorligt. Du vil sandsynligvis føle fordømmelse over for det, der er sket, især hvis dit barn har skuffet dig.
Start med at lytte til dit barn. Arbejd sammen med barnet for at få et indtryk af situationen og hjælpe med at finde en løsning på den. Mind barnet om, hvor vigtigt det er at udvise empati og ansvarlighed, for at forhindre yderligere mobning.
Grib diskussionen an på en respektfuld måde, og vælg et behageligt sted at tale om situationen. Undgå at hidse dig op eller udvise vrede, så dit barn kan føle sig tryg i at åbne endnu mere op.
Tal om problemet.
Fortsæt med at virke opmuntrende, når du taler til barnet. Barnet skal føle sig tryg for at kunne være ærlig over for dig. Undlad at afbryde eller kritisere, så barnet får mulighed for at fortælle hele sin historie. Lad barnet forstå, at du vil samarbejde med det om at løse problemet.
Find ud af præcis, hvad der skete, og hvor længe det har stået på. Du skal forsøge at finde ud af, om denne adfærd er ny for dit barn, eller om der er tidligere hændelser, som du ikke kender til.
Fortæl dit barn på en utvetydig måde, at mobning er uacceptabelt, og at det vil få konsekvenser, men gør det uden at skælde ud. Mind dit barn om, hvorfor det er vigtigt at udvise venlighed, respekt og empati.
Afsøg mulige løsninger sammen.
Mobning har konsekvenser for børn – i skolen, online og derhjemme. Du kan ikke tvinge dit barn til at undskylde, men du kan opmuntre til at gøre det. Du kan hjælpe barnet med at skrive en undskyldning eller med at vælge de rette ord at sige til den person, barnet har gjort fortræd.
Hvis mobningen er foregået online, skal du sikre dig, at dit barn har fjernet de relaterede opslag. Hvis situationen har fundet sted i skolen, skal du fortælle det til skoleledelsen og informere om, at du samarbejder med dit barn om at løse problemerne. Tilbyd at samarbejde med skolen om eventuelle konsekvenser i relation til skolens politik.