Sikkerhedsoplysninger om Meta Quest til forældre og tweens
Det første skridt til at bruge Meta Quest er at sikre, at du bruger den rigtige konto
Det første skridt på din VR-rejse er at sikre, at du opretter den rigtige Meta-konto til dig selv eller til familiemedlemmer. Brugere, der er 13 år eller ældre (dette alderstrin kan variere efter land) må bruge Meta Quest via vores Meta-konti. Vi er ved at gøre det mere sikkert for yngre familiemedlemmer at bruge VR, og det gør vi ved at lancere forældreadministrerede konti, der omfatter forældreindstillinger og yderligere beskyttelse af børn mellem 10 og 12 år (alderen kan variere efter land) i forbindelse med vores Quest 2- og Quest 3-headsets. Læs vores blog for at få oplysninger om disse nye forældreadministrerede konti. Hvis du opretter en konto til dit barn på 10-12 år, skal du først læse vores artikel med vejledning i at oprette kontoen.
Når en tween vil oprette en konto hos Meta, er det vigtigt, at vedkommende spørge en forælder eller en værge om hjælp. Forældre eller værger skal oprette og administrere Meta-konti til et barn på 10-12 år (eller den gældende alder i dit område). Forældre kan ikke oprette en konto til et barn under 10 år, og børn under 10 år må ikke bruge Meta Quest 2 og Meta Quest 3. Bemærk, at forældreadministrerede konti kun er tilgængelige i forbindelse med Meta Quest 2 og Meta Quest 3. Det betyder, at børn under 13 år ikke kan bruge Metas andre VR-headset, hvis forældreadministrerede konti ikke er tilgængelige.
Meta Quest – sundhed og sikkerhed
Advarslerne og vejledningen om sundhed og sikkerhed til hvert Meta Quest-headset indeholder oplysninger til brugere om, hvordan man opsætter og bruger sit headset på en sikker måde. Læs mere i Meta Quest Sikkerhedscenter, og gennemgå den nyeste version af advarslerne til dit headset her. Disse sider indeholder de oplysninger, der er nødvendige for dig som bruger, samt detaljer om, hvordan du får en god og sikker VR-oplevelse. Vi vil gerne dele yderligere vigtige sikkerhedsoplysninger med dig i forhold til tweens på 10-12 år. Brug disse oplysninger, når du skal afgøre, om dit barn er klar til Meta Quest, samt hvordan du i så fald forbereder barnet på VR-oplevelsen og dig selv på at kunne yde den bedst mulige støtte.
Er mit barn klar til Meta Quest?
- Læse, forstå og følge advarsler og instruktioner.
- Opnå en ordentlig pasform og et tydeligt udsyn i headsettet.
- Opsætte og blive inden for virtuelle grænser i et tydeligt område, der passer til barnets brug af Meta Quest (f.eks. jeres stue eller alrum).
- Med din vejledning vælge indhold, der er passende, både hvad angår alder og modenhed.
- Stoppe VR-oplevelsen, hvis barnet bliver utilpas.
- Gøre opmærksom på det, hvis barnet oplever sløret syn, ømhed eller andre symptomer eller anden ubehag.
- Forstå, at virtuelt indhold ikke er virkeligt.
- Holde de nødvendige pauser inden for rimelige tidsgrænser.
Hvis dit barn er klar til at bruge Meta Quest, bør du som forælder stadig hjælpe dit barn med at bruge headsettet på en sikker måde ved at overvåge brugen for dermed at reducere risikoen for person- eller materielskade samt tale med barnet om VR-oplevelsen. Sundheds- og sikkerhedsoplysningerne her indeholder flere oplysninger om, hvordan du afgør, om dit barn er klar – særligt afsnittene Ikke alle børn er klar til Meta Quest og Vejledning og begrænsninger for børns brug. Du bør læse advarslerne, før du lader dit barn bruge Meta Quest.
Hvorfor er det vigtigt at sikre, at barnet er klar til at bruge Meta Quest?
Meta Quest er ikke legetøj, og yngre og fysisk små børn er muligvis ikke klar til at bruge Meta Quest. Børns kroppe er ofte mindre udviklede, så et barns øjne, nakke, ryg og styrke er muligvis ikke stærk nok til, at barnet kan bruge Meta Quest på en behagelig og sikker måde. De er muligvis ikke stærke nok, eller headsettet kan være for stort. Det gør sig især gældende ved yngre børn eller fysisk små børn. Børn kan også have mere intense reaktioner på virtuelt indhold og kan have sværere ved at adskille virtuelt indhold fra den fysiske verden – også efter de er holdt op med at bruge VR. Børn vil muligvis ikke læse eller forstå advarsler og instruktioner, eller de nævner ikke, eller holder op med at bruge VR, hvis de oplever sløret syn, ømhed eller andre symptomer eller anden ubehag. Det er derfor ekstremt vigtigt, at du sikrer dig, at dit barn er klar til Meta Quest. Det gør du ved at tage højde for oplysningerne på denne side og tale med dit barn om forventningerne til barnet, før barnet får lov til at bruge VR.
Pasform
Det første, du skal gøre, er at tilpasse headsettet, så det passer dit barn. Juster remmene, flyt headsettet op eller ned, og tilpas linserne, indtil headsettet sidder behageligt, og teksten på skærmen er tydelig. Hvis headsettet er svært at justere, så det passer til dit barn, eller hvis barnet ikke kan se tydeligt, når vedkommende tager headsettet på, er barnet muligvis ikke klar til at bruge det. Vent med at lade barnet bruge headsettet, før pasformen kan tilpasses bedre, og teksten på skærmen er tydelig.
Sikkert spilleområde
Meta Quest-enheden giver dig mulighed for at indramme et sikkert spilleområde ved hjælp af en virtuel grænse i de fleste oplevelser. Med denne funktion får du mulighed for at definere et sikkert område, så du advares om grænserne og kan undgå at støde ind i virkelige genstande, når du er i en oplevelse. Det er særligt vigtigt at oprette en sådan grænse for børn, der bruger headsettet. Det kan dog stadig være svært for barnet at være opmærksom på omgivelserne, når barnet har headsettet på. Du kan hjælpe barnet ved at sørge for, at vedkommende bliver inden for spilleområdet, og at der ikke er møbler, kæledyr eller andre mennesker i vejen.
Fordybelse og pauser
VR kan give dit barn en spændende og fordybende oplevelse. Det er dog meget vigtigt at vejlede eller overvåge oplevelsen, så barnet holder pauser og altid har det godt. Det kan føles meget intenst at være fordybet i en oplevelse – og det kan medføre følelsesmæssige reaktioner. Vi anbefaler, at forældre holder øje med deres børn, når børnene er i VR-oplevelser – særligt i forhold til børns følelsesmæssige reaktioner. Eksperter anbefaler, at man sætter en grænse på maks. 2 timers skærmtid pr. dag, og vi giver forældre mulighed for at indstille en daglig tidsgrænse for et barn (vores standardindstilling er 2 timer). Uanset den samlede sessionsvarighed skal man sørge for jævnligt at holde pauser. Yngre børn bør have flere og længere pauser.
Du bør også holde øje med advarselstegn på, om dit barn føler nogen form for ubehag. Det kan f.eks. være, hvis dit barn oplever sløret syn, begynder at røre meget ved sin nakke, skifte holdning eller bevægelser eller begynder at klage over smerter, hovedpine eller svimmelhed. Det kan være, at barnet bruger headsettet for lang tid ad gangen, eller at headsettet ikke er tilpasset korrekt. Bed barnet holde pause, indtil barnet har fået det bedre, og kontrollér, om headsettet sidder ordentligt, før barnet begynder at spille igen.
Forældresupervision og onlinesikkerhed
Sørg for at læse vores artikler i Hjælp. Sæt dig grundigt ind i, hvordan du opretter en konto til dit barn, og sæt dig grundigt ind i vores forældreindstillinger og andre sikkerhedsrelaterede oplysninger. Du kan også få mere at vide om at beskytte dit barn online i Forælderuddannelsescenter. På samme måde som med Meta-konti til teenagere har de nye forældreadministrerede konti til tweens på 10-12 år yderligere forældreindstillinger og overvågningsværktøjer, så du kan hjælpe dit barn med at få en sikker, kontrolleret og alderssvarende VR-oplevelse.
Se følgende sikkerhedsvideoer til dig og dit barn:
Sikkerhedsvideo til forældre

Sikkerhedsvideo til unge mennesker

Artikler i Hjælp